Planteavl

2019 kan blive en fantastisk vækstsæson: ”Der er en gave i jorden”

Presse- og kommunikationsansvarlig
E-mail: raw@lmo.dk

Afgrøderne har haft optimale vækstbetingelser og står stærke som aldrig før. Det får LMO til at spå om, at 2019 kan blive en af de bedste vækstsæsoner i årevis.

Det forgangne års tørre sommerperiode er blevet efterfulgt af et mildt efterår og vinter, og det har givet de danske marker en drømmestart med potentiale for rekordhøje udbytter.

Det fortæller planteavlskonsulent ved LMO Charlotte Frederiksen.

”Der er ingen tvivl om, at der lige nu er en gave i jorden, og afgrøderne står virkelig godt ude på markerne. Det er kraftige planter med stort potentiale, og hvis vejret arter sig er der virkelig lagt i kakkelovnen til et rigtig, rigtig flot år – måske endda et med rekordudbytter flere steder”, siger planteavlskonsulent Charlotte Frederiksen.

Hun peger på, at planterne lige nu har optimale forhold for at fortsætte sit vækstridt. Og det skyldes netop det milde vejr i slutningen af 2018 og de spæde måneder i 2019.

”Marken kom rigtig godt fra start i efteråret, og det har givet gode, kraftige planter, som står stærkt til at bære korn til sommer. Vi har ikke haft en masse frostvejr og kulde, som har sat væksten i stå, og det ser jo næsten ud til at fortsætte med at gro derude lige nu”, siger hun.

Svineproducent har haft perfekt såbed

Den samme optimisme har også svineproducent Torben Kuhr, når han skuer ud over sin rapsmark ved Gjern i Midtjylland. Her står rapsen lav og kraftig, og der er ingen tegn på, at hverken tørke eller frost kommer til at tage brodden af udbyttet i løbet af året.

”Det er startet rigtig godt. Vi har haft et perfekt såbed i efteråret, og vi kom i gang i marken rettidigt. Det gør, at det er blevet veletableret, og at planterne nu står ranke og flotte”, siger Torben Kuhr. Han har derfor også høje forhåbninger til årets høst.

”Vi har optimale forhold lige nu, og derfor forventer vi særdeles gode udbytter over hele linjen. Afgrøderne står flotte på marken, de har en god størrelse, de har busket sig godt, og rodnettene ser gode ud. Så vi er bestemt optimistiske”, fortæller Torben Kuhr, der driver 160 hektar jord, hvoraf godt 24 hektar er raps, 28 hektar er vinterbyg, omkring 20 er vårbyg, og så bliver resten af jorden fyldt op med hvede.

Kan ramme rekordniveau

Særligt hveden har været den mest attraktive afgrøde for Torben Kuhr, der tilsvarende også håber, at den vil kunne komme op på bedriftens rekordniveau tilbage fra 2017, hvor hvedemarkerne gav et udbytte på 9,2 tons per hektar.

”Det ser jo rigtig godt ud nu, så det vil bestemt ikke være urealistisk at komme op på det niveau igen, men det afhænger naturligvis af vækstsæsonen”, siger han.

Raps har han kun haft i sædskiftet i de seneste fire år. Men også den ser ud til at klare sig rigtig godt på marken lige nu.

”Vi er stadig relativt nye i raps, men hvis vejret arter sig, så forventer vi nu et udbytte på omkring 5 tons per hektar i rapsen, hvilket er 10-15 procent over vores normalår”, siger Torben Kuhr.