Miljø

Nem naturpleje kan løfte din indtjening

Jagt- og Naturplejekonsulent
E-mail: hjk@lmo.dk

Med simple greb kan man som landmand få naturen til at bidrage positivt til bundlinjen. LMO udfører Naturtjek, som eksempelvis finder frem til tiltag, der kan forbedre naturen jagtlejen, sikre tilskud og øge ejendommens salgsværdi.

Der er penge at hente i at passe og fremme naturen, og man vil som landmand blive overrasket over de værdier, der gemmer sig i buskadset bag stuehuset eller i en hinsides afkrog af bedriften.

For at få øjnene op for de værdier, kan man som landmand få et såkaldt Naturtjek, hvor LMO’s jagt- og naturkonsulent Hanne Juncher Fris går rundt på ejendommen og finder frem til de oplagte perler.

”Med et naturtjek kan man få øjnene op for nogle værdier, man oftest overser. Mange landmænd tænker ikke på naturen som en vigtig værdi i regnskabet, men måske er det ved at tid til det. Der er i hvert fald meget at hente”, siger Hanne Juncher Fris, jagt- og naturkonsulent i LMO,

Tilskuds- og lejemuligheder

Grundlæggende går et Naturtjek ud på, at landmanden og konsulenten går en tur rundt på bedriften med nye briller på. Naturens muligheder er i fokus, men samtidig er produktionen hele tiden for øje, så der ikke opstår konflikter mellem naturværdierne og den intensive landbrugsproduktion.

Efterfølgende kan man så udpege tiltag, der kan øge jagtlejen, sikre tilskud til naturpleje og fremme ejendommens salgsværdi, som attraktiv bolig på landet.

Eksempelvis har Hanne Juncher Fris netop overstået tre naturtjek sammen med tre forskellige medlemmer af Vejle-Fredericia Landboforening. Her var oplevelsen slående. 

”Der var både tilskuds- og jagtmuligheder, men der fandtes også herligheds- og naturværdier på bedrifterne. Natur, som ejerne simpelthen ikke kendte til, eller ikke havde overvejet værdien i at have”, fortæller Hanne Juncher Fris.

Men det var ikke kun de økonomiske muligheder, der betød noget for de tre landmænd underbesøgene. Det var nemlig samtidig også en dagsorden om at passe på den natur, som de oplever bliver vigtigere og vigtigere at tage hånd om.

”Alle tre landmænd var meget positive, og da de blev opmærksomme på de naturværdier, de havde, oplevede jeg, at de fik en større stolthed over det såvel som et ønske om at gøre noget mere for naturen”, siger hun.

Alle typer ejendomme kan få et Naturtjek

Landbrugsbedrifter er meget forskellige og tjener også forskellige formål.

Derfor er det vigtigt, at man tager udgangspunkt i der, hvor man er, og de værdier der er mulighed for på den specifikke ejendom.

De tre ejendomme, Hanne besøgte i juli måned, var henholdsvis et deltidsbrug og to fuldtidsbrug med store variationer i naturpotentialet – men tydeligt var det, at der alle steder var muligheder.