Økologi

Sådan får du økologi og øget indtjening på det lille landbrug

Økologirådgiver
E-mail: kfj@lmo.dk

På de mindre deltidslandbrug bliver jorden ofte forpagtet ud og dyrket af andre, og det giver en frihed, som kan være at foretrække, når du samtidig skal passe et job udenfor bedriften.

Men går du med drømmen om at få lidt husdyr på gården og have en markdrift med relativ lavt input i form af få arbejdstimer og en begrænset maskinindsats, så kan ren græsdyrkning med et mindre husdyrhold og omlægning til økologi være en mulig vej til at hente noget værditilvækst hjem til ejendommen.

Afsætning som hobby?

Det vil som oftest være de dyr, som kan omsætte store mængder græs og grovfoder, der passer ind i sådan et system.

Får og kødkvæg er oplagte, og hestehold vil også være en mulighed, også med omlægning til økologi, da der findes en særlig ordning for heste, som anvendes til sport og avl.

Særligt med får og kødkvæg, vil det kunne øge indtjeningen, hvis der afsættes til private.

Kødet kan sagtens sælges gennem de traditionelle slagterier, men en vigtig del af overvejelserne bør være, om du ønsker at bruge fritiden til afsætning af produkterne. Det er nemlig normalt muligt at opnå en bedre pris, hvis man selv kan stå for salget af dyrene.

Hvis man overvejer et mindre dyrehold og ikke har den fornødne erfaring, er det en god ide, at kontakte en konsulent og drøfte omfanget af produktionen, og hvad man selv kan stå for.

Vi oplever jævnligt, at folk har kastet sig ud i et dyrehold uden den fornødne viden, og så kan det blive for dyrt, eksempelvis som resultat af køb af suppleringsfoder o.lign.

Vil du vide mere?

Økologirådgiver
E-mail: kfj@lmo.dk